Søg

Flere fag

Undervisningen på vores efterskole

Undervisningen "står mål med folkeskolens mål" i alle dine boglige fag, hvilket også betyder, at vi afslutter året med de ordinære skriftlige og mundtlige prøver.

Din faglige udvikling evalueres rent formelt ved skolehjem samtaler, typisk i oktober og februar måned; men du vil typisk opleve, at vi løbende taler med både dig og evt. dine forældre om din faglige udvikling.

Her på siden kan du læse mere om de enkelte fag, og vil du læse den formelle del ved at klikke ind på vores indholdsplan på linket her.

Dansk

I dansk samlæser vi 9. og 10. klasse. Vi arbejder med samme indholdsplan på begge klassetrin og har god erfaring med at opdele holdene, så de fremstår dynamiske og jævnbyrdige fagligt såvel som socialt.

6-7 temaer årligt
Vi arbejder i dansk med 6-7 temaer i løbet af året, hvor vi øver os på både skriftlige såvel som mundtlige danskfærdigheder. Vi møder i hvert tema forskellige teksttyper og -genrer  i både skrift, lyd og billede. 

Mange færdigheder
Dansk er et mangefacetteret fag, hvor eleverne træner adskillige færdigheder: Læsning, skriveprocesser, tekstforståelse, sprogforståelse, sprogudvidelse og -tilegnelse, analyse, fortolkning, vurdering m.v., Disse kommer vi omkring i løbet af temaarbejdet ved ikke blot at læse eller forholde os til det allerede skrevne eller skabte, men også ved at skrive og skabe selv.

Verden og jeg
Via temabaseret arbejde i dansk tilegner eleverne desuden en fornemmelse af sammenhæng og træner evnerne til at drage paralleller og konsensus mellem forskellige genrer og udtryksformer. Vi tilstræber i danskfaget, at eleverne skal blive bedre til at forstå sig selv og verden, som den er i dag, via den litteratur og de øvrige teksttyper og modaliteter, vi arbejder med, hvorfor vi forsøger at sætte vedrørende og aktuelle temaer på årsplanen i dansk samt inddrage FN's verdensmål så vidt muligt. 

Eksempler på emneforløb:

  • “Grand danois” - de store danske forfattere/ældre litteratur
  • “Tag ordet” - Lyrik og poetry slam 
  • “Gys og gru”
  • “Reklamer”
  • “Lydfortællinger”
  • “Eksistentialisme”
  • “Det står i avisen”
  • “Selviscenesættelse” - medier, SoMe mm.
  • “Det gode liv?”

Matematik

Differentieret undervisning
På FUS arbejder vi målrettet med at give alle elever de bedste muligheder for at lære matematik. Ved skolestart har vi samtaler med alle elever, hvor vi afdækker elevens forudsætninger, motivation og mod på at lære matematik. Denne viden bruger vi til at niveaudele eleverne, så vi, med fokus på nærmeste udviklingszone, mere præcist kan differentiere undervisningens niveau og indhold til de enkelte elever.

Matematikmestring og livsmatematik
Indholdet på alle holdene har det til fælles, at det bevæger sig mellem at være livsmatematik og matematik, som skal give eleverne de bedste muligheder for at klare sig på en ungdomsuddannelse. 

Livsmatematik skal her forstås som den matematik, som eleverne får brug for og skal evne at mestre for at kunne klare sig sig videre i livet. Hertil lader vi eleverne undersøge skolen og verden omkring dem, og gør dem i stand til at forstå den med matematiske briller ved indsamling og efterbehandling af data. Vi inddrager IT i undervisningen til at hjælpe med at skabe overblik og løse komplekse problemstillinger, dog uden at forståelsen bag går tabt.

Forskellige temaer
I løbet af året gennemgår vi forskellige temaer i undervisningen eksempelvis geometri, tal og algebra, økonomi, statistik og sandsynlighed.

Eksempler på emneforløb:

I løbet af året gennemgår vi forskellige temaer i undervisningen eksempelvis geometri, tal og algebra, økonomi, statistik og sandsynlighed.

Engelsk

Brugssprog
Engelsk-undervisningen på FUS arbejder hen i mod, at eleverne opnår kompetencer til at anvende det engelske sprog i deres aktuelle og fremtidige liv. Heraf følger et naturligt fokus på såvel mundtlig kommunikation; tale/lytte som skriftlig kommunikation; skrive/læse. Målet er, at eleverne kan deltage i længere, spontane samtaler og argumentere for egne synspunkter på engelsk, og at de kan forstå og skrive længere sammenhængende tekster med forskellige formål på engelsk.

Globalt udsyn
Eleverne skal udvikle deres nysgerrighed og bevidsthed om engelsk sprog og kultur- og samfundsforhold i engelsktalende lande. Vi arbejder gennem varierede arbejdsmetoder med oplevelse og fordybelse i typisk 4 temaer i årets løb. Hensigten er at eleverne udvikler sproglige kompetencer til at begå sig på engelsk i såvel personnære som globale sammenhænge. Derved får eleverne mulighed for at udvikle deres forståelse for mennesker med forskellig kulturel baggrund og for at forberede sig til et liv i et globalt samfund.

Eksempler på emneforløb:

  • This is Ammerica
  • The Future is now
  • The World is my Oyster
  • Sports
  • Escapism
  • Making an Impact

Tysk

Undervisningens indhold
I tysk vælger vi hvert år 4 emner, hvor eleverne vil blive udfordret med definitioner og beskrivelser inden for emnet. Vi starter altid med øvelser, hvor vi lærer elevernes både skriftlige og mundlige niveau at kende. Ikke mindst prøver vi at fyre lidt op under deres motivation for sproget.

Et af kravene i tysk er kulturforståelse. Vi dækker det på forskellige måder gennem temaerne, men prøver fast hvert år at have et historisk tema, så eleverne udvider deres kendskab til den tyske historie. Generelt er det et mål at eleverne får kendskab og forståelse for den tyske kulturforståelse, da verden og Europa gennem tiden ofte er kommet til Danmark via Tyskland. Vigtigst af alt er at få eleverne til at kunne lide tysk.

Eksempler på emneforløb:

  • Unglaublich, aber wahr
  • Krieg und Frieden
  • Kunst, Kultur und Music
  • Ethik und Kultur
  • Geschichtliche Neuanfänge
  • Musterbrecher
  • Digitale Welt
  • Wiederstand
  • Made in Deutschland
  • Körperwelten

Fællesidræt

Glæden ved bevægelse
Formålet med undervisningen i fællesidræt er at give flest mulige elever størst mulig glæde ved at bevæge sig, at opmuntre til fysisk aktivitet således at den enkelte elev også gennem fællesidræt udvikler sig fysisk, psykisk og socialt. I faget tilstræbes det, at den enkelte elev oplever og erfarer effekten af at være aktiv gennem øget kondition, bedre koordinationsevne og bevægelighed samt større generel udholdenhed. Faget skal gennem idræt skabe grobund for velvære, selvtillid, øget koncentrationsevne samt forbedre den enkelte elevs forudsætning for læring.

Leg, latter og idrætsglæde
I fællesidræt vil vi i både 9. og 10. klasse arbejde generelt med “leg, latter og idrætsglæde”. Vi lægger vægt på at lave idræt, som alle kan være med til, og bestræber os på at alle får en god oplevelse af at blive mødt, hvor man er. 9. og 10. klasse har undervisning hver for sig, så 9. klasse kan blive klar til prøven i idræt.

Morgenmotion, skitur og sportsstævne
Alle elever vil, udover den daglige morgenmotion, møde fantastiske fælles idrætslige oplevelser og gode udfordringer i løbet af skoleåret, såsom skitur til Norge, fagdage om krop og bevægelse og evt. deltagelse i sportsstævner. Eleverne på skolen har forskellige forudsætninger for at indgå i og deltage i fagets aktiviteter, lege, idrætslige discipliner og spil. 

Eksempler på emneforløb:

  • Tons og tummel
  • Leg
  • Boldspil
  • Træning og fitness
  • Redskabsgymnastik
  • Dans
  • Gøgl og cirkus
  • Parkour
  • Løb, spring og kast
Copyright © 2025 Frijsenborg Efterskole. All Rights Reserved ·
Privatlivspolitik