Science på Frijsenborg Efterskole
I science er eleverne delt op i 9. og 10. klasse. Faget science er tværfaglig undervisning i fagene fysik/kemi, biologi og geografi. I løbet af året arbejder vi med fire emner, hvor alle de tre naturvidenskabelige fag er repræsenteret. Vi har fokus på virkelighedsnære problemstillinger og hvordan vi arbejder med dem naturvidenskabeligt. Det er vigtigt for os, at science skal være sjovt, spændende og motiverende. Vi øver eleverne i at have en undersøgende tilgang og selv finde frem til, hvilke forsøg de skal lave og hvordan de skal udføres naturvidenskabeligt.

Emner i løbet af året
Vi prøver altid at holde undervisningen aktuel, så hvis der sker nye naturvidenskabelige ting rundt om i verden, så vil vi gerne arbejde med det - nogle gange i samarbejde med verdensborgerskab, så vi kan få problemstillinger belyst både naturvidenskabeligt og samfundsvidenskabeligt.

Aktuelle emner har fx været coronavirus, explosionen af gødning på havnen i Beirut, risikoen for udslip af radioaktivitet i forbindelse med krigen i Ukraine osv. Det kan nok heller ikke undgås at fylde i undervisningen når Andreas Mogensen skal sendes i rummet igen.

Derudover vil forskellige vinkler på bæredygtighed altid være aktuelt. Det kan være fødevareproduktion, energiforsyning eller biodiversitet. 

Typiske emner er også vand, plastic i havene, radioaktivitet (fx Tjernobyl, Fukushima eller atombomber), katastrofer, overbefolkning eller alt muligt omkring rummet, rumfart, exoplanet og kolonisering af Mars. 

Hvis det er muligt i løbet af året, tager vi gerne til fx Girls Days In Science hos en virksomhed, en tur til vandværket eller rensningsanlægget, eller får besøg af en ekspert eller to, som fx Jesper Theilgaard.

Hjemmebyggede raketter

 

Sciencetalent
Hvis man synes science er ekstra spændende, skal der være plads til at dyrke det. Man får på alle holdene mulighed for at nørde og blive udfordret, men derudover kan man også melde sig ind i gruppen af sciencetalenter. Så har man førsteret til at vælge sig på et af de fire naturvidenskabelige periodefag, der udbydes i løbet af året. Fx bæredygtighed, programmering, innovation eller store nørd. Derudover får man et fællesskab med de andre elever med samme interesse, og får mulighed for at deltage på ture ud af huset med et naturvidenskabeligt fokus. Måske vi tager en tur til Ole Rømer observatoriet eller fysik-institutet på  Aarhus Universitet.