Fra de mange hverdagsaftener til Halloween-udklædning, friluftsture og den årlige skitur; vi har kalenderen fyldt med både store og små højdepunkter, der sikrer at ikke to dage er ens.
I januar pakker hele skolen kufferterne og tager afsted. Mod kulden, sneen og de norske fjelde. Vi tager nemlig til Norge for at stå på ski. Det er hovedsageligt langrendsski, der er på programmet – men også masser af fantastiske friluftsaktiviteter i den smukke norske natur. Turen er tilrettelagt så alle kan deltage, uanset forudsætninger.
Eleverne bor i små hytter, der indbyrdes koordinerer indkøb og madlavning. Skituren består af rigtig mange timer på ski, og mindst lige så mange timers grineflip, fællesskab og aftenhygge.
Vi elsker at tage ud i det blå, og derfor starter og slutter efterskoleåret med en friluftstur for hele skolen. Her pakker vi rygsækken, samles om lejrbålet, opsætter telte og nyder den helt særlige stemning under åben himmel.
Desuden arrangerer vi forskellige ture/overnatninger i årets løb, hvor vi virkelig dyrker lejrlivet, samværet og de mange aktiviteter.
Weekend
Det er noget særligt at være på skolen i weekenderne. I de fleste weekender må du selv bestemme, om du bliver på skolen eller tager hjem, men det er en god idé at være mange weekender på skolen, da det virkelig er her, man kan få nogle gode oplevelser.
Nogle weekender er langtidsplanlagt, mens andre i højere grad er præget at de elever, der bliver på skolen. Det kan være vi afholder FUStival, bryllup, koncert eller bygger en kæmpe hule i hallen og ser film.
Skolernes motionsdag
Den sidste dag inden efterårsferien har vi tradition for at afholde skolernes motionsdag, som kan være en triathlon, pointløb eller lignende. Det er en god dag med masser af aktivitet og god stemning.
Turneringer
I løbet af året deltager vi så vidt muligt i forskellige stævner, hvilke kan variere fra år til år. Blandt andet har vi den legendariske fodboldkamp mod byens lokalhold Old Boys.
Idrætsarrangementer
I løbet af året deltager vi i forskellige idrætsarrangementer med andre efterskoler.
Fuglsøstævne
I starten af maj mødes vi med 5-6 andre efterskoler til et stort idrætsstævne. Her er et bredt udbud med fodbold, håndbold, basket og volley til kricket, sæbekasseræs, atletik, vandretur, petanque, beachvolley og meget andet.
Det perfekte punktum på dit efterskoleår – og en helt uforglemmelig aften. Der er en helt særlig magi i luften, når vi alle mødes i vores stiveste puds for at grine, danse og spise.
Aftenen bliver arrangeret af skolens personale, og selve programmet er en hemmelighed; men vi kan dog afsløre, at du bliver undervist i les lanciers inden da, ligesom der bliver tilbudt kyndig vejledning i alt fra skjortestrygning til korrekt takt og tone.