Vi inviterer til en hyggelig og uformel aften i cykelsportens tegn
Cykling er ikke bare cykling. Cykling er mere end Jonas Vingegaard mod Tadej Pogacar, Alpe d’Huez og forårsklassikere. Cykling er også alt det udenom. Myterne, fortællingerne og historien.
Forfatter og cykelkender Bastian Emil Goldschmidt kommer forbi for at dele ud af sine bedste historier og anekdoter fra landevejene. Og I kan godt glæde jer. Han er nemlig en utrolig medrivende fortæller. Måske har du endda allerede hørt om ham i 'Klovn', hvor Casper Christensen meget rammende siger: "Mød Bastian Emil, den nye Jørgen Leth"?
Der er lagt op til et spændende foredrag, hvor vi skal nørde cykelsportens myter, dramaer og rige historie. Bagefter sørger vi for kaffe, kage og tid til en afslappet snak.