Fællesidræt

Eksempel på en årsplan

Perioden fra skolestart til oktober

I idræt vil vi både i 9.klasse og 10.klasse i de første fire uger starte ud med med emnet “leg, latter og livsglæde". Vi kommer til at lege alt fra old gamle danske lege til stafet og Stratego. Vores vision med denne opstart er, at skabe en god positiv stemning og tryghed i og omkring faget, der gerne skulle danne grobund for resten af året.

Perioden fra oktober til december

Efter efterårsferien starter vi et boldbasisforløb op, hvor vi blandt andet skal spille Scorekajs Scoreshow og spille basketball. Bolden er måske verdens bedste legeredskab, den indgår i hvert fald i utallige spil og lege. Har man kaste-/gribefærdigheder kan man altså deltage i en lang række lege og aktiviteter. Vi træner færdighederne netop af den grund, og efterhånden som eleverne opnår større sikkerhed, så vokser motivationen for at deltage også.

I forløbet med basketball skal der fokuseres meget på teknikken omkring driblinger,

afleveringer og skudformer. Driblinger er en væsentlig del af det færdige basketballspil, og derfor er det en forudsætning, at eleverne kan drible. Der skal opøves færdigheder i at drible med både højre og venstre hånd. Det er nemt at lave en tohåndsaflevering, men det er straks sværere at vide, hvornår man skal lave den. Gennem småspil opnår eleverne spilforståelse og får nemmere ved at tage beslutningen om, hvornår der skal dribles eller afleveres.

Perioden fra december til februar

Idræt i året 2015 afsluttes snart med årets store volley-turnering, hvor gangene skal dyste mod hinanden. Den vindende gang får mulighed for at slå lærerne i den altafgørende finale. Det er i Frijsenborg efterskoles historie endnu ikke sket, at eleverne har slået lærerne, men traditionen tro skal de have en chance. Allerede efter jul starter vi “Norges-træningen”, der fysisk skal forberede eleverne på  at stå på ski i det kolde nord. 

Perioden fra februar til april

I idræt skal vi lave vores helt eget cirkus - Cirkus Frijsenborg. Cirkus er  læring gennem leg tilsat koncentreret øvning. I en cirkusforestilling er alle afhænger af hinanden, og samarbejde er et nøgleord. Her er der mulighed for, at eleverne kan opleve sig selv og deres kammerater fra nye sider, og den enkelte kan blive overrasket over egen formåen. Vi skal lære gøgl, tryllerier, klovnerier og masser af akrobatik. I akrobatik bruger man hinanden parvis eller i grupper til at skabe fælles figurer, balancer og bevægelser. Man støtter, bærer og klatrer op på og ned fra hinanden.

Alt dette skal ende ud i en fin og underholdende cirkusforestilling, hvor eleverne skal fremvise deres særlige talenter indenfor tallerken-ekvilibrisme, balance som en linedanser og trylletricks, der kræver præcision og et skarpt øje for at gennemskue.