Dansk

Eksempel på en årsplan

Perioden fra skolestart til oktober

Formålet med 1. tema i dansk er at eleverne skal blive bedre til at forstå sig selv og verden som den er i dag. Vi skal bl.a. arbejde med noveller, kortfilm, avistekster og læse romanen, Exit Sugartown, af Martin Petersen.

Exit Sugartown tilbyder et kig indenfor hos nogle af de mange mennesker fra den fattige del af verden, der rejser hertil for at få et bedre liv. Eller for simpelthen at overleve. Martin Petersen laver meget research inden han skriver sine romaner, og vi glæder os til at få besøg af ham, når vi har læst bogen i begyndelsen af oktober.

Perioden fra oktober til december

I dansk skal vi arbejde med procesorienteret skrivning. Eleverne skal forberedes på de opgavetyper, de vil møde til terminsprøven i december og til de skriftlige prøver i maj.

I den daglige undervisning er 9. og 10.kl blandet på danskholdene, men nu vil vi dele dem op i nogle timer i henholdsvis 9. og 10.kl., da der er forskel på deres skriftlige prøver.

Derudover bliver der et kort forløb med fokus på den mundtlige danskprøve- synopseprøven.

Endelig tager vi fat på årets 2.hovedværk, en dansk spillefilm. Vi skal se og analysere Henrik Ruben Genz' filmatisering af Erling Jepsens roman: Frygtelig Lykkelig.

Perioden fra december til februar

I det kommende forløb i dansk skal vi arbejde med begrebet fiktionalitet og autofiktionsgenren. En nyere strømning i litteraturen, som er meget i vælten i disse år. Autofiktion er en genre, hvor grænsen mellem fiktion og fakta er tvetydig, og hvor forholdet mellem forfatteren og fortælleren også kan være svær at gennemskue. Vi skal primært beskæftige os med Knud Romers erindringsroman 'Den som blinker er bange for døden'. Derudover vil også se nærmere digte af Yahya Hassan, Facebook-iscensættelser og Casper og Franks eskapader i Klovn.

Perioden fra februar til april

I dansk skal vi i de kommende uger arbejde både med lyrik, billeder og noveller. I den kommende skoleweekend står den i lyrikkens tegn. Her skal eleverne arbejde med lyrik med overskrifterne “Skæve eksistenser” og “Danmarksfremstillinger”. Herudover skal de finde deres indre digter frem. Weekenden slutter af med lyrikcafe søndag eftermiddag.

I de næste uger skal der arbejdes og analyseres billeder fra tre litterære perioder - romantikken, 50’erne og 00’erne. Det hele kobles senere sammen med et novelleforløb, som også tager udgangspunkt i de tre perioder.