EU topmøde i Hammel
26 november 2020, Sofie Mathiassen
Bruxelles i Hammel
I dag har vi afholdt EU-topmøde i ’Parlamentet’ på Frijsenborg. Samtlige elever forvandlede sig til idealistiske og pragmatiske EU-politikere, tilhængere og modstandere af Unionen. Og forhandlede på livet løs. Statsministre, Energiministre og Migrationsministre skulle forsøge at blive enige om en fælles aftale for EU om Klimabudget, atomkraft som mulig grøn energi og håndteringen af klimaflygtninge.
Der var heftig debat, masser af uenighed, beskidte studehandler under bordet og kynisk rænkespil i magtens korridorer. Og det hele endte med et grumset kompromis, som ingen var direkte utilfredse med. FUS-eleverne demonstrerede hvordan den realpolitiske Bismarck-pølse skal skæres.