Fællesskabet på Frijsenborg

På Frijsenborg Efterskole er der plads til 100 elever - heraf har vi reserveret plads til 25 elever med høretab - fordelt på 9. og 10. klassetrin, samt et mindre antal pladser til elever med andre inklusionsbehov. Skolen er kun for ikke-rygere.

Eleverne udarbejder løbende undervisningsmiljøvurderinger. Disse lægges under "dokumentation" i de enkelte år her på hjemmesiden.

En af de store oplevelser ved at være på efterskole er at fornemme, at man indgår i et tæt og godt fællesskab. Her får man et kendskab til hinanden, som går længere end til mærketøjet og de smarte bemærkninger.

Samværet vokser frem af alt det, vi gør sammen på en efterskole.

Et samvær der indeholder det udfordrende og er betydningsfuldt. Det er ud af dette samvær, at vi lærer hinanden at kende.

Det er dejligt at mærke, at man har betydning for andre, og at andre på samme måde har betydning for ens humør, trivsel, holdninger og udvikling.

 


Sådan bor du
Næsten alle bor på tomandsværelser. En elevgang med henholdsvis 8 drenge og 8 piger der sammen deler et tekøkken. Derudover er der en gang med 5 værelse, hvor der både kan bo drenge og piger.

Værelsessammensætningen på en gang foregår ved lodtrækning. Lodtrækningen gentages to gange i løbet af skoleåret, så du i alt kommer til at bo sammen med tre forskellige kammerater.

 


Praktisk arbejde
Køkkenarbejde:
Vi har et ugentligt køkkenhold på 4 elever, som sammen med det faste køkkenpersonale laver den mad, der serveres i spisesalen. Som elev deltager du i bagning, madlavning og opvask.

Rengøring:
Som elev er du med til at holde skolen ren. Du skal naturligvis også stå for orden og rengøring på dit værelse.

 

 

Hverdagen
Vi møder hinanden i morgenlysets ubarmhjertige skær, i undervisningen, til måltider, gennem den brusende fællesoplevelse i en musical, ved støvsugeren og gulvkluden, i den intense snak i et tekøkken og gennem den sårbare betroelse på et elevværelse.

 


Kontaktgruppe
Du bliver en del af en gruppe på 6-8 elever sammen med en kontaktlærer. Her mødes man mindst én gang om ugen for at snakke om livet på skolen og emner af fælles eller individuel interesse.

Det er oftest kontaktlæreren, der har den tætte kontakt til dig og dine forældre, og kontaktlæreren er en del af det team, du har til undervisning.

Kontaktgruppen har også et ansvarsområde i forhold til rengøring.

 

Dagsprogram

7.00     Afgang for fælles morgentur, kort tur, hvor du får frisk luft
7.30     Morgenmad
8.10     Undervisningen begynder
9.40     Formiddagsservering
10.00   Formiddagssamling
12.00   Middag
13.00   Undervisningen fortsætter
14.30   Eftermiddagsservering
16.00   Undervisningen slutter

16.20   Rengøring af fællesområder
17.30   Aftensmad
18.00   Fordybelsestid

19.00   Fri aktivitet rundt på skolen
           (Nogle aftener: arrangementer,
            foredrag, turneringer) 
21.30   På egen gang

22.00  Godnat og tak for i dag 😊